Jeg elsker papir. Følelsen af at røre ved godt papir og at skrive på det har altid fascineret mig. Og efter at jeg er begyndt at male på det og skære i det, opdager jeg endnu flere kvaliteter ved papiret som materiale.
Jeg arbejder både metodisk og intuitivt: Malerierne er ekspressive, spontane og følelsesfulde, mens papirmosaikkerne er præget af orden og æstetiske overvejelser omkring form og farvesammensætning. Som person har jeg brug for begge udtryksmåder: Det umiddelbare maleri og det velovervejede papirklip – og farverne er overalt.
Jeg designer selv mønstrene med passer og lineal og blyant. Når de er tegnet op, skærer jeg med en hobbykniv, inden jeg limer alle de små stykker papir på bagsiden.
Inspirationen får jeg fra mønstre, jeg får øje på, overalt hvor jeg færdes. Både naturens og de menneskeskabte. Det kan være kirkemosaikker, glasmalerier, mandaler eller hjulkapsler, og matematikken er med mig overalt. Jeg har arbejdet meget med cirklen som grundform og elsker processen med at konstruere mønsteret med passer og lineal, inden jeg går i gang.
I farvesætningen er jeg inspireret af buketbinderiets fordeling af farver og materialer. Der skal være kontraster og tages hensyn til materialernes forskellige ”visuelle vægt”: Gul fylder mere end blå – glitter fylder mere end mat. På den måde er farver og materiale med til at skabe strukturen og mønsteret i motivet.
Jeg vælger farver, og så går jeg i gang. Jeg tænker ikke så meget over, hvad der skal ske. Jeg maler bare. Nogle gange arbejder jeg hurtigt og intenst til at starte med, og når papiret er fyldt ud, er jeg helt udmattet – både mentalt og fysisk. Så tager jeg en pause og begynder at se på, hvad det egentlig ER jeg har lavet, og så kan jeg så begynde at male mere bevidst – understøtte formen, male over, lægge skygger og lysne og færdiggøre billedet. Andre gange arbejder jeg først hurtigt til sidst, og kan overmale det halve på kort tid, og så er det færdigt!
“Et sovende øje kan lokkes til at bryde, hvis kronen reduceres eller træets lysforhold ændres”.
Vigilavera er inspireret af det latinske ord for “jeg vågner”.
Træer har “sovende øjne” i stammen, små forstadier til vækst, som kun bryder frem, hvis træet bliver sygt, beskæres eller ødelægges voldsomt på anden vis. Ét af mine sovende øjne er vågnet, da mine egne lysforhold ændrede sig radikalt.
Vigilavera er mit udstillingsvindue til verden. Her præsenterer jeg mine malerier, papirklip, tegninger og farvestik.