Udstillings titel er “Geometriske universer”, og det er en udstilling af papirmosaikker og maleri inspireret af Universets former og farver.
Om farverne
Afhængig af stjernernes alder (stadie) udsender de forskelligt lys (med forskellig farve). De unge stjerner, der stadig vokser og er varme, udsender blåt lys. De gamle kolde stjerner udsender rødt lys. Størstedelen af mine billeder på udstillingen er overvejende rød og blå – for at symbolisere tilstedeværelsen af både gammelt og nyt liv i Universet.
Om spiraler
80% af alle galakser er spiral-galakser – dvs. de har nogle ”arme” af stjerner og gas ud fra centrum. Matematisk set er de logaritmiske spiraler, hvor afstanden mellem armene for hver runde bliver større og større. Mine spiraler er konstrueret som Gyldne Spiraler, dvs. en logaritmisk spiral, som vokser med den Gyldne Ratio, og som kan konstrueres udfra Fibonacci- talrækken (1,1,2,3,5,8,13,21,34…)
Om streg vs. farve
Jeg interesserer mig meget for modsætninger – både på et visuelt og et filosofisk plan, og det er jeg ikke den enste der gør: Kampen mellem Disegno (tegning) og Colore (farve) griber tilbage til 1500-tallets Italien, hvor det store stridspørgsmål var “Er det tegningen/stregen eller farven, der bedst gengiver form og skaber den rigtigste kunst?”. På udstillingen finder du værker der repræsenterer både stregen og farven som billedskabende prioritet.